Søndag blev endnu en milepæl nået i Karise Permatopia: Den sidste af i alt 16.000 pileplanter blev lukket ud af pilebørnehaven og plantet i vores store pilerensningsanlæg (verdens største, så vidt vi ved).

En af vores flittige, kommende beboere, som var med til at afslutte projektet, beretter:

“Tusind tak for en forrygende spurt i pilen i dag. VI er FÆRDIGE. Sikke en arbejdsindsats og god styring. Det gik hurtigt i dejligt vejr, og pilebørnehaven er nu tom.
Vi fik endda tid til et par andre opgaver efter en lækker frokost. En stor jernbjælke blev båret ind, mange æbler blev samlet op /plukket, og mange grøntsager kom i kasser og båret ind i stuehuset. Til slut hyggede vi os med lækker, hjemmelavet kage, champagne (tak til Knud Erik) og en lille sang.”

Jo, der er altid noget både at gøre og fejre i Karise Permatopia.