Området omkring Karise Permatopia

Børnehave, skole, strande, frilufts-, sports- og kulturtilbud rundt om Karise Permatopia

Karise Børnehus

På Møllevej 2 tæt på Permatopia finder man Karise Børnehus, som er normeret til 25 vuggestuebørn og 70 børnehavebørn. I huset er der en vuggestue med børn i alderen 0-3 år, en mellemgruppe med børn fra 3-5 år samt en førskolegruppe med 5- og 6-årige børn. Børnehuset  har god plads indendørs, så børnene kan lege i mindre miljøer, og der er en stor sal til specielle projekter. Udendørs er der frugttræer/træer og buske på legepladsen med mulighed for blandt andet at lave bål. Ligeledes er skov, å og marker med forskellige dyr og planter tæt på. Børnehuset arbejder for at skabe trygge og glade omgivelser for børnene, og der fokuseres på at udvikle børnenes sproglige kompetencer, deres selvtillid og selvværd samt at give dem mod på livet hen imod en god skolestart.

SFO

Overfor skolen finder man skolefritidsordningen, kaldet Tandhjulet, med SFO 1, 2 og 3. Her arbejder man for at skabe rammerne for det gode børneliv fra 0-18 år. Der er fokus på, at alle elever skal trives og blive så dygtige som muligt, og SFO’en samarbejder med Karise Børnehus om at skabe gode overgange fra daginstitution til skole.

Skole

På Skolegade 39 ligger byens folkeskole. Den er en del af Østskolen, der har tre afdelinger i Faxe Kommune. Østskolen, afd. Karise har ca. 390 elever mellem 0. og 9. klasse med én til to klasser på hvert klassetrin. Faxe Kommunes såkaldte Centerklasser er også placeret på Afdeling Karise. Her er der særlige tilbud til elever med fysiske, psykiske eller mentale handicaps.

Friluftsliv og sport

I området omkring Permatopia er der rige muligheder for frisk luft og fysiske udfoldelser. I såvel Faxe som på Feddet ligger der fine og børnevenlige sandstrande med god vandkvalitet. Vemmetofte Skovstrand ligger nærmest Permatopia og er med sit lave vand specielt børneegnet.

Ønsker man at vandre, er der fx to trampestier langs Tryggevælde Å foruden flere smukke vandrestier i de store skove i området eller langs kysten, blandt andet mellem Vemmetofte Skovstrand og Faxe Ladeplads. Andre naturområder i nærheden er naturskoven Olstrup Skov, Elbækengen, der ejes af Naturfredningsforeningen, og naturligvis Stevns Klint. Adskillige steder kan der desuden overnattes i shelter.

I Karise Idrætsklub dyrkes der fx fodbold, badminton, gymnastik, petanque og billard, mens tennissporten har sin egen klub i byen. I Haslev, ca. 20 minutters kørsel derfra, arbejder den lokale MTB-klub for at bygge og vedligeholde spor og ruter i området.

Billede af Stevns Klint

Kulturliv

På Bredgade 22 i Karise finder man Kulturhuset Leopold, der fungerer som både forsamlingshus og kulturhus. Leopold er en socialøkonomisk virksomhed, hvor man blandt andet ansætter udsatte borgere, og huset fungerer som lokalt samlingspunkt for borgerne i området. På Leopold kan man opleve, koncerter, udstillinger og foredrag, og det er også muligt at afholde barnedåb, bryllupper, begravelser. Adskillige foreninger hører desuden hjemme i Karise: Rotary er fx repræsenteret i byen, og der findes foreninger for blandt andet visesang og linedance.

Transport

Karise Permatopia ligger 7 min. gang fra Karise Station. Østbanen betjener Karise Station med tog mod Køge St. (17 min.) og Faxe Ladeplads St. (14 min.) hver halve time. Fra 2018 vil der være tog fra Køge Station til Københavns Hovedbanegård på 25 min. og fra 2018 kommer der direkte tog fra Karise til Roskilde. Se link: Danmarks hurtigste jernbane